Mandag den 30. april mødtes repræsentanter for EU og USA til transatlantisk topmøde i Det Hvide Hus i Washington. Resultatet blev bl.a. underskrivelsen af en aftale om forstærket økonomisk integration og etablering af et transatlantisk økonomisk råd, som skal være den drivende kraft i at få harmoniseret lovgivning og tekniske standarder.
Det resultat var ikke en tilfældighed. Allerede kort efter sin tiltræden i januar udtalte EUs formand, den tyske forbundskansler Angela Merkel: ”I Europa har vi erfaringer med et fælles indre marked, som vi også kan udnytte på transatlantisk niveau”. Samtidig understregede hun, at et tættere økonomisk samarbejde mellem EU og USA er af strategisk betydning, ”fordi vores økonomiske systemer er baseret på fælles værdier”.
Inden nogen begynder at udråbe en kommende transatlantiske union som et ”fredens projekt” er det måske klogt at se lidt nærmere på de kolde økonomiske interesser, som gemmer sig bag:
Samhandlen mellem EU og USA udgør 40 pct. af den samlede verdenshandel.
Lagt sammen råder EU og USA over 60 pct. af det samlede bruttonationalprodukt i verden.
Tyskland og England var i 2006 de to største eksportører af varer til USA og samtidig de to største aftagere af amerikanske varer.
I 2005 investerede amerikanske firmaer fire gange så meget i Belgien som i hele Kina.
Amerikanske filialer i Polen, Ungarn og Tjekkiet (58 millioner indbyggere) tjente i 2005 næsten 1,5 gang mere end amerikanske filialer i Indien (1200 millioner indbyggere).
EU-filialer i USA beskæftiger næsten 300.000 mennesker – alene i New York.
Det er klart at med den store samhandel, vil der være mange penge at hente for firmaer ved skabelse af et transatlantisk indre marked. Samtidig vil en forenet blok, som både udgør den rigeste del af verden og som kontrollerer op mod halvdelen af verdenshandlen, langt hen af vejen kunne diktere resten af verden sine vilkår. Ikke mange fattige lande vil have råd til at sige nej, når EU/USA dikterer betingelserne for at få adgang til sit fælles marked.
På den baggrund er det helt naturligt, at også handelspolitik og sikkerhedspolitik spillede en central rolle på det transatlantiske topmøde. Allerede i dag kører EU og USA parløb i f.eks. Afghanistan, hvor NATO mere og mere har karakter af en organisation hvorigennem europæiske lande kan stille soldater til rådighed for aktioner, som er godkendt af USA.
Heller ikke det er tilfældigt. For, som kommissionsformand Barroso sagde i forbindelse med forhandlingerne, så er ”vores politiske forbindelse med USA så tæt som nogen sinde og baseret på stærke bånd af slægtskab”.
Eller som udtrykt af den amerikanske præsident Bush: ”Alt hvad vi søger at opnå i verden forudsætter at Amerika og USA forbliver tætte partnere”.
Vejen til en fuldtudviklet Transatlantisk Union med et transatlantisk indre marked beskyttet af transatlantiske toldmure og forsvaret af et transatlantisk militær er stadig lang.
Men det transatlantiske topmøde den 30. april udstak kursen.
At påberåbe sig EU som en politisk, økonomisk og militær modvægt til USA lyder derfor mere og mere hult. Der er nok snarere tale om to alen ud af det samme dårlige stykke.
