|
| 30. marts 2007 | Når jeg ser et blåt flag smælde I torsdags den 29. marts behandlede EU-parlamentet i Bruxelles en betænkning om professionel fodbolds fremtid i Europa. Ud over en del sædvanlig EU-retorik indeholdt den også nogle ganske fornuftige betragtninger. F.eks. at EF-domstolens indgreb på dette område ”også har haft adskillige negative følger for sporten, ved bl.a. at indebære, at de rigeste klubber i større udstrækning kan sikre sig de bedste spillere, at der er skabt en stærkere forbindelse mellem økonomisk magt og sportslig succes, at spillerlønningerne er steget kraftigt, at unge spillere, der er uddannet lokalt, har færre muligheder for at udnytte deres talent på højeste niveau, og at der er mindre solidaritet mellem den professionelle sport og amatørsporten”.
Nu kan man selvfølgelig også spørge, hvorfor EU absolut skal blande sig i europæisk fodbold. Det er jo et godt eksempel på, at EU er for stort til de små ting .. og for småt til de store. F.eks. ved enhver fodbold-interesseret, at de europæiske turneringer indeholder hold fra langt flere lande end de 27 EU-lande. F.eks. fra Norge i nord, Tyrkiet i syd, Rusland i øst og Island i vest. Derfor ville Europarådet, som omfatter alle Europas knap 50 lande (minus Hviderusland), være en langt mere oplagt ramme for regulering i det omfang, den ikke kan klares af landene selv og diverse europæiske fodboldorganisationer.
Alligevel synes den østrigske MEPer, Chista Prets, at EU blander sig alt for lidt i europæisk fodbold. Derfor havde hun på vegne af den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet stillet et forslag til tilføjelse til torsdagens betænkning. Forslaget lød i al sin gribende enkelhed: EU-parlamentet ”ønsker, at Europaflaget hejses og Europahymnen afspilles ved europæiske fodboldfinaler, bl.a. finalen i Champions League og EM-finalen”.
Man ser det for sig: Mens Rusland gør klar til at møde Tyrkiet i EM-finalen og mens ukrainske Kiev stiller op mod norske Viking i CL-finalen, så hejses det blå EU-flag mod himlen, mens EU-hymnen toner ud over højtalerne.
Om det er fordi forslaget er så gennemført absurd, at det blev trukket lige før afstemningen, skal jeg lade være usagt. Formentlig skyldes det snarere, at en tænkende socialdemokrat i EU trods alt gennemskuede, at forslaget ville være lidt af en gave til modstanderne af EU's stormagtsopbygning ved den kommende forfatningsdiskussion.
For pointen er, at hvis forslaget var kommet til afstemning som planlagt, så ville det højst sandsynligt være blevet vedtaget med stort flertal. EU-parlamentet befinder sig bogstaveligt talt i en anden verden end almindelige mennesker i Europa. En verden, hvor mere magt til EU er løsningen på alt. Og en verden, hvor flag og hymner skal bruges til at skabe den EU-nationalisme, som skal få EU-staten til at glide ned. Og det ganske uanset om Europas befolkninger – i og udenfor EU – ønsker det eller ej!
| | 2. februar 2007 | Da mørket sænkede sig over EU-parlamentet Torsdag den 1. februar kl. 19.55 slukkedes alt lys på Eiffeltårnet i 5 minutter. Det var en symbolsk aktion i anledning af det igangværende klimamøde i Paris, som har dokumenteret, at den globale opvarmning er menneskeskabt og at vi nærmer os en katastrofe, hvis ikke kursen ændres.
Også i EU-parlamentet i Bruxelles udgik der en mail om aktionen. Den generelle belysning i bygningen ville blive slukket og medlemmerne opfordredes til at deltage i aktionen ved at slukke lysene på deres kontorer i de 5 minutter.
Det uoplyste Eiffeltårn skabte naturligvis opmærksomhed. Ikke alene er tårnet et synligt sted i millionbyen Paris, men mørklægningen blev også TV-transmitteret til millioner og atter millioner af mennesker. Til gengæld er det lidt mere usikkert, hvad lyseslukkerne i EU-parlamentet opnåede. Forhåbentlig har det fået flere af EU-parlamentarikerne til at overveje det vanvid, som de er en daglig del af.
Først og fremmest er det selvfølgelig selve EU-systemet, hvor stort set alt handler om at sikre ”det indre marked”, hvor varer uden nogen begrænsninger skal kunne transporteres fra Nordsverige til Sydspanien og fra Vestbulgarien til Østengland – og retur!
Det burde EU-parlamentarikerne naturligvis gøre noget ved. Men de kunne også starte lige for og gøre noget ved EU-parlamentets egen arbejdsfacon. Tag f.eks. flyrejserne, som virkelig er en ”killer”, når det gælder CO2-forureningen. Hver uge transporteres de 800 MEPere og en pæn del af deres medarbejdere fra deres hjemlande til Bruxelles eller Strasbourg – og de fleste af disse rejser foregår med fly.
Faktisk er det sådan, at systemet opmuntrer til at flyve – og flyve meget. Rejseoverskuddet ved brug af fly er betydeligt højere, end hvis man tager toget. Samtidig er diætreglerne indrettet sådan at det kan betale sig at flyve meget. F.eks. er det ren tilsætning, hvis en MEPer for at flyve mindre vælger at blive i Bruxelles weekenden mellem to mødeuger.
EU-parlamentet forsøger gerne at fremstå som de store miljøforkæmpere – også i forhold til EU-kommissionen. Derfor ville det være oplagt hvis EU-parlamentarikerne talte lidt mindre og handlede lidt mere. F.eks. kunne parlamentet koncentrere sin mødevirksomhed i to perioder om måneden og kun udbetale diæter til parlamentarikere for to sammenhængende perioder om måneden. Det ville med et snuptag reducere MEPernes flyrejser til de halve – og i tilgift give dem noget mere tid til at lytte til deres vælgere.
Hvis torsdagens 5 minutter i mørke har fået nogle MEPere til at overveje sådanne tanker om selv at gå foran i kampen mod klimaændringerne, så skulle det næsten overvejes at trække stikket helt ud i nogle måneder …
| | 16. januar 2007 | Lå Bulgarien og Rumænien i Asien? - "De kompetente danske myndigheder har meddelt, at Søren Søndergaard med virkning fra den 1. januar 2007 er udpeget af Parlamentet i stedet for Ole Krarup", meddelte parlamentsformanden Josep Borrell ved starten af januar-samlingens møde i Strasbourg mandag aften.
Naturligvis betyder det ikke, at jeg så endegyldigt er blevet optaget i MEP-klubben - der mangler stadig et stykke vej endnu - men nu har jeg da lov til at optræde som om.
Derfor kunne jeg også deltage i EU-parlamentets velkomst til de nye bulgarske og rumænske medlemmer, som følge af de to landes optagelse i EU pr. 1. januar 2007. Dette blev noget af en oplevelse.
Efter at alle de bulgarske og rumænske MEPere - som til en bedre boksekamp - var kommet ind i salen med deres nationale flag i spidsen og indtaget deres pladser, holdt parlamentsformanden en tale.
Han lagde ud med at sige, at han ved selvsyn havde konstateret, hvor stor begejstringen er i Bulgarien og Rumænien "for at blive en del af Europa". Det følte hr. Borrell som "en stor trøst i forhold til den euroskepsis, som præger mange europæiske hovedstæder" for tiden!
Egentlig er det fantastisk, at EU-parlamentet kan have en formand som tydeligvis både lider af foragt for store dele af EUs egen befolkning og på total mangel på elementære geografikundskaber...
Men disse lidelser generede ikke hr. Borrell. Han insisterede uanfægtet på, at bulgarere og rumænere kunne "være stolte over nu at være blevet europæiske borgere". Det kvitterede han bl.a. for ved at konkludere, at sagen om de dødsdømte rumænske sundhedsarbejdere i Libyen "nu er et europæisk anliggende".
På det tidspunkt var min kvalme-tærskel ved at være nået. Tænk at euro-nationalistisk selvglæde kan nå et niveau, hvor spørgsmålet om hvor meget EU vil gøre for, at redde de stakkels døds-truede sundhedsarbejdere helt åbenlyst kædes sammen med om deres hjemland har tilsluttet sig EU eller ej! Giv mig en spand!
Til gengæld var der intet kvalmende ved Borrells afsluttende betragtninger. Med udvidelsen med Bulgarien og Rumænien er EUs grænser ført helt ud til Sortehavet og det har "stor strategisk betydning". For, som parlamentsformanden sagde, så kommer en stor del af vores energi-forsyninger jo af den vej!
Tak til Borrell fordi han brugte mit første møde i EU-parlamentet til, at minde mig om to af mine aversioner mod EU-eliten: dårlige geografikundskaber og utilslørede stormagtambitioner! | | 12. januar 2007 | Velkommen til EU-land Så kom dagen for min første rejse til Bruxelles som EU-parlamentsmedlem. Nu skulle jeg "erobre EU", som en avis så optimistisk på mine vegne havde skrevet. I virkeligheden ville det vise sig ganske vanskeligere overhovedet at blive godkendt som EU-parlamentsmedlem. Men alt det havde jeg stadig til gode da jeg fuld af forventning mødte op i Kastrup lufthavn onsdag morgen den 10. januar.
Mit gode humør blev dog hurtigt reduceret ved synet af de kæmpemæssige multi-farvede plakater, som hang overalt i Kastrup lufthavn: "Velkommen til Rumænien og Bulgarien i EU". Underskrevet: "EU-kommissionen". Og humøret nærmede sig nulpunktet da jeg blev mødt af de samme plakater i Bruxelles - i lufthavnen, på gaderne ... og på kommissionens egen bygning i et gigantisk format.
Jeg har intet mod Rumænien og Bulgarien - og især ikke mod disse landes fattige befolkninger. Jeg har heller ikke noget mod at disse lande tilslutter sig EU, hvis det er et demokratisk udtryk for deres befolkningers vilje. Selvfølgelig kan jeg ikke anbefale dem, at melde sig ind i en klub, som jeg selv vil ud af, men det er nu engang op til dem selv at afgøre.
Til gengæld har jeg noget imod at EU-kommissionen - for dine og mine skattekroner eller euro - plastrer Europas lufthavne til med intetsigende velkomstplakater. For hvad er egentlig formålet? Det er i hvert fald ikke af hensyn til de fattige rumænere eller bulgarere, som næppe i noget større tal kommer disse steder.
Hvad kampagnen savner i formål har den til gengæld kostet i penge. Mange penge! Kunne de virkelig ikke være brugt på noget mere fornuftigt? F.eks. til at hjælpe de fattige i EU eller de sultne i den tredje verden?
Derfor blev min første handling om EU-parlamentariker at stille et spørgsmål til kommissionen med følgende ordlyd: "Kommissionen bedes oplyse de samlede omkostninger ved den PR-kampagne om Rumæniens og Bulgariens optagelse i EU, som Kommissionen har gennemført overalt i Europa (bl.a. med store plakater i lufthavne og andre trafikknudepunkter) samt hvor mange børn i den tredje verden, som for det beløb kunne være reddet fra at dø af sult".
Hvis det går som præsten prædiker, så skulle jeg få svar indenfor en 6 uger. På det tidspunkt er det måske oven i købet lykkedes mig - og først og fremmest mine ihærdige medarbejdere, Mette og Maj - at få mig godkendt som et rigtigt medlem af EU-parlamentet. For det har vist sig slet ikke at være så let endda.
Men mere om det i en senere blog ... |
|
|